Den Store Vej er nem. Den er det der viser sig her, lige nu. ”Tag opvasken.” ”Besvar dine e-mails.” ”Lad være med at besvare dine e-mails.” Den er Den Store Vej fordi den er den eneste vej. Alt hvad du gør eller ikke gør, er dit bidrag til virkeligheden. Nemmere kan det ikke være. Intet andet er påkrævet; du kan ikke gøre det forkert.

Sidevejene er dine meninger om det du gør eller ikke gør. Livet bliver ekstremt svært når du kalder det du gør, for ”forkert”, ”dumt”, eller ”unødvendigt” – når du nedgør det efter at du har gjort det. At sammenligne det du har gjort, med det du burde have gjort, at tænke at du er nødt til at leve op til en eller anden ydre standard, er en vanskelig vej. Det der er, er altid sådan som det burde være lige nu, og det er altid historien om en fortid. Du kan gøre lige så meget modstand mod fortiden som du vil, og efter at du har fundet på verdens bedste, og mest overbevisende, mest medmenneskelige grunde til at den burde have været anderledes, er fortiden hvad den er. Lær endelig af fortiden, men hvis du føler nogen som helst skyld eller skam over den, udøver du bare vold imod dig selv, og vold virker ikke. Den klare vej, Den Store Vej, er at begynde nu.

Du kan ikke ændre den projicerede verden, men du kan ændre sindet, projektøren. Bare læg mærke til når tingene er ude af balance. Du behøver ikke gøre noget for at se det. Der er nemlig et indbygget signal der altid vil gøre dig opmærksom på det: Det kaldes stress. De tanker om livet som du ikke har stillet spørgsmål til, får dig til at tro at der er noget galt, og det kan aldrig være sandt. Stress fortæller dig hvornår det er tid til at undersøge. Døm din næste, skriv det ned, stil de fire spørgsmål, vend det om. Livet i sig selv er let og ubesværet. Hvis du tror at der er et problem, så undersøg det, indtil du kan se at måden det er på, er perfekt.

Teksten er et uddrag af Bogen: “Lykken har tusind navne” af Byron Katie