Gennem de sidste 20 år, har jeg gået rundt med noget, som jeg troede var en gordisk knude inden i mit hjerte.Den stammer fra en opvækst med en nervebetonet mor i en familie med mange tabuer. Det gjorde bl.a. at jeg ikke kunne frigøre mig fra min mor og familie. Jeg troede ganske enkelt, at min mor ville dø af sine dårlige nerver, hvis jeg frigjorde mig.
Så da jeg som 30 årig fik øje på, at der var noget galt og begyndte at frigøre mig, så gik det ikke stille af. Min mor døde ikke, som jeg troede, nej hun afviste mig ganske enkelt. Gjorde nogle ting som sårede mig så meget, at jeg troede, at jeg skulle dø. Det gav min denne gordiske knude indvendig. Jeg havde svært ved at elske, både mig selv og andre, og lade mig elske.
Jeg har gået i flere former for terapi og er ganske godt bevandret i personlig udvikling. Men knuden var der endnu, selvom der ingen tvivl er om, at al terapi har været godt og gavnligt.
Så mødte jeg Erika, da jeg var midt i en stor krise i efteråret 2010. Uh hun var irriterende. Hun sagde, at vi alle elskede vores familier, – vi kunne ikke andet. Det gjorde mig vred. Irriteret på hende. Nu ved jeg jo nok om personlig udvikling til at vide, at når jeg kan blive så irriteret på en person, så må der været noget der jeg skal kigge på. Så det gjorde jeg.
Og tænk nu, et halvt år senere og mange spændende stunder i selskab med Erika og hendes smukke måde at arbejde med kærlighed på, så er min gordiske knude bundet op. Det har ikke engang gjort særlig ondt. Det er bare sket stille og roligt.
I dag ved jeg godt, at jeg elsker mine forældre. Det er ok. Jeg elsker også mig selv og søger at leve et liv med masser af kærlighed. Der er så meget at hente. Jeg er heller ikke længere i tvivl om, at mine forældre elsker mig. De har bare nogle tunge lig i lasten som gør, at de er temmelig forbeholdne og krævende i deres kærlighed. Fred være med dem.
Lene Sørensen
Fyn